.svg)
.svg)
.svg)
Denne artikel er udgivet af Djøfbladet.
Journalist: Laura Brix
Under sit studie i politisk kommunikation og ledelse på Copenhagen Business School søgte Oliver Anton et job. Der kom aldrig et svar tilbage fra arbejdsgiveren.
I stedet henvendte en bekendt sig en dag og sagde, at han håbede på, at Oliver Anton ville få jobbet.
Det fik Oliver Anton – der bruger pronomenet ’de’ – til at hæve øjenbrynene lidt.
For hvordan vidste deres bekendte noget om jobansøgningen?
Det gjorde han, fordi arbejdsgiveren på sociale medier havde set, at Oliver Anton var venner med én fra arbejdspladsen, og derfor havde arbejdsgiveren spurgt ind til, hvem Oliver Anton egentlig var.
Denne episode gjorde, at Oliver Anton begyndte at blive ekstra opmærksom på, hvad der egentlig lå på de sociale medier, og hvad de skulle lægge op i fremtiden. Denne opmærksomhed – og frustration – blev springbrættet til specialet.
”Specialet handler om forholdet mellem at være et subjekt selv og så al den mængde data, der ligger på nettet, som på en eller anden måde forsøger at lave et billede af en person som et datasubjekt. Samtidig har jeg kigget på, hvilke udfordringer der kan opstå mellem de to,”
Ifølge Oliver Anton var det vigtigt at dykke ned i det her emne, fordi internettet og de sociale medier er så allestedsnærværende, og derfor er det noget, som vi er nødt til at forholde os til.
”Når vi betragter andre mennesker på nettet, skal man forstå, at de er mere komplekse end det billede, man kan få dér. Og der er helt sikkert noget data, der skrider i en helt anden retning end den person, man er i dag, fordi man har udviklet sig,” fortæller de.
Undersøgelsen byggede på, at Oliver Anton skulle stalke fem personer.
Deltagerne var blevet valgt ud, efter at mere end 60 personer havde vist interesse på baggrund af et Instagram-opslag om undersøgelsen.
”Jeg syntes selv, det var ret underligt, at så mange henvendte sig. Hvis en fremmed spurgte, om vedkommende måtte stalke mig, er jeg ikke engang sikker på, at jeg selv havde sagt ja.”
Oliver Anton valgte i specialet at udvikle og bruge sin egen metode kaldet genfremstillingsanalysen.
”Den handler i grove træk om at analysere med to forskellige hatte på. Jeg startede som en detektiv, der gik på opdagelse i de sociale medier. Det var meget med at bruge sin intuition og nysgerrighed som det vigtigste pejlemærke i dataindsamlingen,” forklarer de og uddyber:
”Bagefter tog jeg tolkehatten på for at gøre det nogenlunde formaliseret og prøve at se, hvordan jeg skulle overlevere al den her viden til et andet menneske. Jeg prøvede at se, hvilken fornemmelse jeg fik af mennesket – eller datasubjektet, som jeg kalder det – for derefter at høre, hvordan de ser sig i relation til den.”
For Oliver Anton var det helt nyt at arbejde på denne måde, og ad flere omgange betød det også, at der opstod en tvivl om, hvorvidt det egentlig var et akademisk arbejde.
”Der er ikke så meget andet at læne sig opad, og folk småfniser lidt, når man fortæller dem om det. For det er sådan lidt noget popkulturelt gøgl. Men det var også utrolig fedt, for det gjorde virkelig, at det blev mit eget speciale, og det gjorde, at det var min egen nysgerrighed, der stod i centrum.”
Jeg håber, at mit speciale kan vise andre, at man godt må lege og være nysgerrig, når det kommer til den akademiske praksis.
Oliver Anton, cand.soc. i politisk kommunikation og ledelse fra CBS
Oliver Anton valgte at forlænge sin specialeperiode én gang, men efter 13 måneder kunne de aflevere specialet, og i oktober 2020 forsvarede de det med højeste karakter.
”Det vigtigste for mig var, at jeg afleverede noget, som jeg syntes var det fedeste i verden. Det handlede hverken om bare at skulle blive færdig eller gøre det på normeret tid. Det var vigtigere for mig, at jeg lavede noget, som jeg forskningsmæssigt kunne stå inde for.”
Oliver Anton beskriver specialetiden som vildt spændende, men også enormt ensom, hård og mærkelig. De følte hele tiden, at der var flere perspektiver, som var værd at dykke ned i, og da specialet blev afleveret, opbyggede der sig mest af alt en tom følelse.
”Jeg gik i flere dage og tænkte, at jeg jo gerne ville undersøge videre. Det var et eller andet sted en lille baby, jeg nu havde givet fra mig. Det var, som om jeg ikke rigtig var færdig med det.”
Derfor har Oliver Anton siden også gjort meget ud af at få sit speciale frem i lyset bl.a. gennem at deltage i forskellige podcasts og artikler. Og når de i dag kigger tilbage på hele specialetiden, trænger et lille smil frem i mundvigen. For specialeprocessen var mest af alt en periode, hvor Oliver Anton havde det ekstremt sjovt og fik lov til at udfolde sin kreativitet.
”Jeg håber, at mit speciale kan vise andre, at man godt må lege og være nysgerrig, når det kommer til den akademiske praksis. Man behøver ikke altid føle sig så begrænset af flere tusind års akademisk historie. Man må gerne prøve at opfinde noget og være lidt kreativ og nyskabende.”
”Jeg omtaler ofte mit speciale som noget meget gøgleragtigt. Jeg håber, det kan være en invitation til dem, der sidder derude og har en underlig idé, så de tør forfølge den. For det kan godt lade sig gøre. Og så husk da for pokker at have det sjovt.”
